NOGLE BETRAGTNINGER

Det var især i Løsning, Korning og Øster Snede sogne, De stærke Jyder førtes videre. I de sogne bevarede De stærke Jyder deres særpræg helt op til vore tid. Det er først inden for de sidste snes år, at De stærke Jyder er helt er blevet opslugt af Indre Missionen i de 3 sogne.

I Uldum/Langskov blev vækkelsen delt. De der kom under Haugiansk indflydelse, søgte over til Brøderemenigheden. De øverige gik til den Grundtviske vækkelse. Et eksempel herpå er krokonen i Uldum Birthe Jørgensdatter, hun blev sammen med sine børn vakt ved Peder Frandsen. Hendes mand kroejer Morten Jensen hørte derimod ikke til de vakte. En af deres sønner, Jens Jørgensen Bjerregaard 1) kom med i den grundlovgivende forsamling og blev siden rigsdagsmand. Han gik over i den Grundtvigske vækkelse og var med til at oprette Uldum højskole i 1849, da landet fik sin grundlov og dermed den religionsfrihed, som De stærke Jyder havde kæmpet så hårdt for og derfor havde fået de 10 år før grundloven.

I Rårup gik vækkelsen efterhånden over i den Grundtvigske vækkelse. Det varede dog lidt inden de helt kunne slippe det pietistiske islæt, de trods alt havde. Grunden til at de gik over til Grundtvigianismen. kan være Grundtvigs sakramentesyne, en anden grund kan være, hans modstand imod rationalismen.

De stærke Jyder rummede i starten ellementer fra både den Grundtvigske og Indre Missionske vækkelse. Som vi før har været inde på var de dogmatisk tættest på Grundtvigianismen og etisk tættest på Indre Missionen. Der var mange af de Gudelige forsamlinger, det var både dem på Horsensegnen og den i det øverige land, som havde brevveksling med Grundtvig. Han syntes dog at de var for enfoldige, og dertil kommer at brevvekslingerne især fandt sted i Grundtvigs mere Biblicistiske periode, som var fra 1810-11 til 1824-25. Efter hans "mageløse opdagelse " 2) i 1824-25 blev afstanden endnu større. Grundtvig var modstander af overdræven pietisme. Der var dog først i det nittende århundrede, tale om en vækkelse og det senere Indre Mission var mere pietistisk en gruppering inden for den Grundtvigske vækkelse. Efterhånden blev afstanden mellem de 2 gruperinger støre. Det førte til en spaltning af vækkelsen i 1851, hvor en forløbere til Indre Mission blev dannet. 3) For nu at vende tilbage til Horsensegnen, hvor der som sagt i starten var stor forskel på De stærke Jyder og Indre Missionen. En af grundene kan være at De stærke Jyder havde rod i ortodoksien, medens Indre Missionen mere var præget af pietismen. De to bevægelser havde, som vi har været inde på en vidt forskellig opfattelse af begrebet omvendelse. Den Indre Missionske helliggørelse kunne De stærke Jyder ikke accepter. For dem var der kun nåden at holde sig til, ganske vist kombineret med daglig bod, som var en arv fra ortodoksien. Det første sammenarbejde imellem de to bevægelser bestod af valgforbund ved sogne-og menighedsrådsvalg, som så efterhånden udviklede sig. Der var dog helt op til vore tid, nogle af De særke Jyder som aldrig har, sat deres ben i et missionshus.

Vi har flere gange været inde på at De stærke Jyder havde rod i ortodoksien, vi vil nu prøve at opsamle begrundelserne. For det første var der deres brug af Kingos salmebog og Jesper Jesper Brochmands Huspostil, der skal dog her også hævnes at brugte pietistiske skrifter. En anden ting var deres kulturangst, som kan begrundes med at mennesket skal blive hvor det er sat af Gud, De stærke Jyder mente ikke at mennesket blev bedre af viden og lærdom. For det tredje var der på en gang den stække tor på Guds frelsende gerning; men samtidig havde de en angst for Djævlen, det kom til udtryk i deres bods og omvendelssyn. Som følge deraf havde De stærke Jyder en stærk betydning af sakramenterne. Deres betydning af dåben gik så vidt, at deres børn som sagt, helst skulle døbes søndagen efter de var født. Peder Frandsen gik så vidt at han kalde udøbte børn for djævleunger. Selv om vi i dag vil kalde sådan opfattelser for fanatiske, så viser den deres kraftige betoning af Guds handling i dåben. Vi har jo her i 1996, haft den meget kedelig sag om dåbssyn fra Snedsted, 4) det er et dåbssyn som reducer Guds handling i dåben. Det dåbssyn præger især karismatiske bevægelser og pietistiske bevægelser. Det er et dåbssyn som lå langt fra De stække Jyders dåbssyn. Man må trods alt sige, at De stærke Jyders dåbssyn var tæt på det Grundtvigske. Der skal dog retfærdigvis siges, at mange i Indre Mission i Danmark betoner dåbens betydning for frelsen højre. end pietistiske kredse normalt gør, det er måske en arv fra tiden før vækkelsen spaltes i Grundtvigianismen og Indre Missionen.

Som vi før har været inde på havde pietismen og rationalismen mange fællestræk. Det betød begge et gennembrud for individualismen, et andet fællestræk var deres interesse for skole og undervisning . 5) At de to retninger også havde store modsætninger, er så en anden sag. Rationalismen trode på den menneskelige udvikling og tog del i det verdslige liv. Pietismen var derimod indelukket og forsagede de verdslige forkølelser. Det sidste gjorde de stærke Jyder også; men på undervisning området var der stor forskel på De stærke Jyders opfattelse og på pietismens op fattelse. Både pietismen og rationalismen var frugter af den moderne tid, og de har siden præget vore tilværelse på godt og ondt, hvad vi vil vende tilbage til.

Vi har været inde på at De stærke Jyder i deres kristensdomssyn, havde ligheder med Tidehvervsbevægelsen. Man kan også se paralleller, i den måde de to bevægelser opstod på. De stærke jyder opstod som en reaktion imod rationalismen. Tidehvervsbevægelsen opstod som en reaktion imod den liberale teologi , 6) som var en teologisk retning, som opstod i kølvandet af den historisk kritiske Bibelforskning. Den gjorde især i KFUM.s (Olfert Richard) udgave gjore Jesus til en helteskikkelse som mennesket skulle efterleve. Resultatet af den opfattelse, bliver den samme som rationalismen og pietismen. Det er igen mennesket egene præstationer, som bliver gjort til genstand for dets frelse. Den opfattelse gjorde Tidehvervsbevægelsen op med, det skete ved en skarp opdeling ag Gud og mennesket, hvor menneskets totale afmagt over for Gud betonens kraftigt. På den tid Tidehvervebevægelsen opstod (sidst i 1920 erne) var opgøret berettiget. At Tidehvervsbevægelsen med den skarpe skelnen imellem Gud og mennesket, siden er blevet en meget sekulær bevægelse er så en anden sag.

Her til sidst vil vi lige gøre nogle betragtninger, om forholdet imellem De stærke Jyders kulturangst og vore sekulær livsform. Vi var for lidt siden inde på, at pietismen og rationalismen begge var frugter af den moderne tid. Hvid de begge bliver rendyrket bliver de lige ensidige. I den rationalistiske opfattelse, mister mennesket den metafysiske dimension i tilværelsen, den opfattelse har været den herskende og bragt verden på afgrundens rand. Der er først nu ved at gå op for os. Vi har glemt at verden er skabt og dermed noget vi har til låns, så at vi i sidste instans, er underlagt et afmagtsforhold over for Gud. Vi har troet for meget på vore menneskelige formåen. Det var den tro på den menneskelige formåen, De stærke Jyders vækkelse gjorde op med for ca 200 år siden; man kan næsten sige at betonede den så stærk, at de ikke turde bruge Guds skaberværk. Det har aldrig været meningen, Gud har skabt jorden med det formål, at vi må bruge den; men ikke boldt men fornuft, men også med følelse og respekt Vi må trods alt give De stærke Jyder ret i, at ikke er blevet bedre mennesker af mere viden, som rationalismen påstod.

De to bevægelser Rationalisme og pietisme er reaktioner imod hinanden og de bliver i yderliggående form lige ensidige. Både Grundtvig og De stærke Jyder bekæmpede rationalismen. Med hensyn til pietismen brød Grundtvig sig som sagt heller ikke om den bevægelse. Om De stærke Jyder kan der siges at de havde pietistiske træk, men på andre områder var de grundlæggende imod pietismen. Der var også områder hvor der var uoverensstemmelser mellem den Grundtvigske bevægelse og De stærke Jyder. Grundtvig delte ikke De stærke Jyders kulturangst. Han mente at vi skulle virke ved det levende ord. Han gik også ind for folkeoplysning, uden dog at være rationalist, han kunne se noget støre i tilværelsen. Grundtvigs form for oplysning var af en anden karakter end rationalismens. Grundtvig gik i sin oplysning fra at der var noget støre i verden, og i den verden skulle mennesket virke ved det levende ord. Grundtvigianismen ente dog siden i rationalismen. Det er dog ved at ændre sig efter at en del af den Grundtvigske bevægelse, har fået øje for K. E. Løgstrups skabelseteologi.

De stærke Jyder havde altsår træk, som begge de to senere vækkelser optog. De havde også træk hvor de var uenige ned begge de to senere vækkelser.

_______________

1. Hegnsvad vækkelser s. 186-187. Hansen s. 82-84. Jakobsen s. 119.

2. Schwarz Lausten s. 216-223. Lindhard s. 40-41.

3. Lindhard s. 76.

4. Sognepræsten i Snedsted, Bent Feldbæk Nielsen vil ikke døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.; men til Faderens, Sønnens og Heligåndens navn. Det udløste en læresag. Den gav ikke Bent Feldbæk Nielsen medhold, han har siden appelleret dommen. Bent Feldbæk Nielsens dåbsyn er efter min mening ikke i overensstemmelse med Luthersk kristendomsopfattelse.

5. Kosh kirkens historie s. 137.

6. Bay s. 37-39 og 126-132.