STRIDEN MED MYNDIGHEDERNE

I Dette afsnit vil vi beskæftige os med de stridigheder, de vakte havde med myndighederne, samt de uoverensstemmelser der kom indbyrdes imellem de vakte. Det er nok det område i vækkelsens historie der er skrevet mest om, og som er mest kendt. De vaktes historie er beskrevet hel tilbage til 1888, i en artikel i Vejle (Amts) Folkeblad 1) af landstingsmand Thomas Nielsen. I den artikel som bære overskriften De stærke Jyder, der bliver i artiklen redegjort for at navnet De stærke Jyder, ikke er hånsord, men et hædersnavn, som P. Larsen Skræppenborg gav de vakte på Horsensegnen. Et par andre eksempel på hvad der er skrevet om De stærke Jyder er Sigurd Elkjærs, historiske roman Hans Nielsen Smed fra 1918, som dog nå betragtes som skønlitteratur, samt en artikel i bogen fra Bjerge og Hatting Hered, af Frans Holm fra 1928. Det ovennævnte litteratur beskæftiger sig mest med de stridigheder de vakte havde med myndighederne. Det er det som sagt det vi vil beskæftige os med nu, og nu kender vi forudsætningerne for stridighederne, og vi har set på de personer, som stod bag vækkelsen.

Den første strid

De første stridigheder de vakte havde med myndighederne begyndte i Ølholm. Peder Frandsen var da karl på Niels Nielsens gård, Bundgård i Ølholm. Præsten Hans Ressen Steenstrup 2) indgav en klage til stiftamtmanden over Peder Frandsen, han havde beskyldt pastor Steenstrup for at være sjælehyrde, men sjælemyrder. Peder Frandsen havde endvidere kaldt præstens prædikener for præstesluder. En søndag bebrejde Peder Frandsen pastor Steenstrup, at der ikke havde været et eneste sand ord i hans prædiken. Peder Frandsen havde også fornærmet andre ved at kalde deres udøbte børn for djævleunger. Han anså også sig selv for retfærdiggjort, han følte sig endvidere kaldet til at forlade syndere.

Pastor Steenstrup indberettede Peder Frandsen i 1798, 3) om påstanden i indberetningen var overdrevet er svært at sige. Pastor var ivrig modstander af de vakte, og Peder Frandsen var stærk modstander af rationalistiske præster. Den kraftige markering af fronterne, som her ses var et gennemgående træk for striden i Uldum/Langskov og Kroning. Peder Frandsen blev sat i forvaring på Vejle rådhus under retssagen og blev derefter sat på fri fod, med en kraftig irettesættelse. Traditionen fortæller ganske vist, at han blev idømt en mulkt på 100 rdl.. som kammerherreinde Lüttichau 4) på Store Grundet, ved Vejle betalte; men i følge Uldum/Langskovs fattigprotokol er der kun betalt en sådan bøde i 1803. En anden ting er at i 1798 var Lüttichau familien ikke flyttet ind på Stor Grundet.

Året efter skal Niels Nielsen, som Peder Frandsen tjente ved, have barnedåb. Der var da mange af de vakte i kirke, og efter gudstjenesten kom det til en episode, med regulær slagsmål på kirkegården. De vakte beskyldte pastor Steenstup med ord som: "Satan taler ud af præstens hals". Præsten bad dem derefter for kirkefredens skyld, om at forlade kirkegården; men det endte som sagt med slagsmål på kirkegården. I retssagen derefter udtalte en af de vakte: "Verdens børn havde slået Guds børn ihjel, hvis ikke Herren havde forhindret det". Ved retten blev de vakte idømt en mulkt på 58 rdl., som i følge traditionen, blev betalt af kammerherreinde Lütichau. Efter 1799 forsvinder Peder Frandsen fra sin hjemegn. Hans navn findes i hvert fald ikke i en retssag fra 1802. 5)Pastor Steenstrup blev forflyttet i 1803, og 6 år efter vendte Peder Frandsen tilbage til egnen. Han angribes stærk af den nye præst, pastor Plesner. 6) Pastor Plesner brugte det meget ukristelige middel, at udlukke Peder Frandsen fra nadveren; som havde så central betydning for de vakte. Både Pastor Plesner og Peder Frandsen klager til biskoppen. Peder Frandsen døde dog inden sagen blev afsluttet, vistnok uden at blive berettet. Peder Frandsen døde den 1. april 1810, og der siges at på det sted han tjente da han døde, at der lod man hans værelse stå uberørt i 10 år til minde om ham. Med Peder Frandsen var grundlaget til vækkelsen lagt.

Til minde om Peder Frandsen, hænger en mindeplade i Uldum kirke, og i Løsning er en gade, "Per Ryttersvej" opkaldt efter ham.

I Bjerge Herred begyndte stridighederne i Nebsager år 1801, de var uafhængige af stridighederne i Uldum/Langskov, det var først senere at vækkelsen, i de 2 områder blev ført sammen.

Kapellan Rottbøl Friis7) forsøgte forgæves, at indføre den Evangelisk Kristelige Salmebog i Nebsager kirke. Han havde forhørt sig hos nogle gårdmænd, uden at spore nogen særlig modstand. Det viste sig bare at der i praksis, blev sunget af Kingos Salmebog, medens degnene sang efter Den Evangelisk Kristelige Salmebog. Der var endda 3 degne tilstede. "Sangerkrigen" fandt stede på den måde, at de sang efter hver sin oversættelse.

I Rårup havde provst Brøckner 8) allerede i 1799 forsøgt at få Den Evangelisk Kristelige Salmebog indført, han måtte dog opgive; men det skete uden optrin. Peder Lauersen og provst Brøckner kom overens. I Rårup var parterne mindre stridbare end i Uldum/Langskov og Korning.

Peder Lauersen fik dog en retssag på sig i 1803. Han havde skrevet en klage til provst Brøckner, om dennes liv og levnede. Peder Lauersen mente at Provst Brøckner, ledte menigheden ind på syndens vej, samt at provstens prædikener var blottet for opbyggelse. Peder Lauersen brugte dog mere velovervejede udtryk, end eksempel Peder Frandsen. Provsten blev dog stød af klagen og han lagde sag and imod Peder Lauersen, som dog svarede igen med følgende skrivelse til biskoppen:

"Provsten tillader helligdagsmisbrug, lege-og julestuer, sværgen og banden. Han og hans husstand giver andledning til foragelse, og han besøger heller ikke de syge før det er forsent." (Jakobsen s.92).

Peder Lauersen tabte dog sagen, og blev idømt en mulkt på 20 rdl. til Bjerge Herreds fattigkasse, 20 rdl. til Rårup sogns fattigkasse, 5 rdl. til retskassen og 80 rdl. til sagføreren. 9) I Korning måtte pastor Kier 10) også opgive at få Den Evangelisk Kristelige Salmebog indført. Det var dog først med indførsel af Balles Lærebog, at der rigtig blev stridigheder i Korning. På det tidspunkt begyndte de vakte i Rårup og Korning at arbejde sammen. De 2 kredse af vakte blev ført sammen af Mathias Nielsen 11) fra Uldum/Langskov, da han giftede sig til Ikjærgård i Rårup. 12) De vakte i Korning og Uldum/Langskov havde arbejdet sammen inden (Jfr. Hans Nielsens Smeds omvendelse, se afsnittet om Hans Nielsen Smed).

Peder Lauersen søgte flere gange, om tilladelse til at få sine børn konfirmeret, efter de gamle lærebøger. Det fik han tilladelse til i 1804. Provst Brøckners efterfølger pastor Bechman, 13) var endnu mere imødekommen over for de vakte. Han konfirmerede også udensognsbørn. Han havde tidligere været præst i Hviring og havde der, konfirmeret mange børn fra Korning. De vakte havde kun en klage på ham, det var at han i sine prædikener, kun formanede. Han straffede ikke.

I de følgende år blev 85 børn konfirmeret i Rårup kirke,14) hvoraf 35 var udensogns. I 1835 fik pastor Mossing, fra Øster Snede dog sat en stopper for det, og pastor Bechman modtog denne skrivelse fra biskoppen:

"Consistorialraad Becman paamindes om ikke at confimere Børn, som ei maa læse Balles lærebog" (Jakobsen s. 123).

Hermed var det slut med at konfirmere udensognsbørn i Rårup. Lærebogsstriden var dog en senere strid, som især udviklede sig i Korning og Øster Snede. Hvorimod striden i Rårup efterhånden midlens. Striden om salmebøgerne var stort set endt omkring år 1800. På det tidspunkt fandtes der vakte i Uldum/langskov, Rårup og så småt i Korning. Det var derimod ingen indberetninger om vakte i De stærke Jyders senere højborg Øster Snede. 15)

Indre splittelse

I begyndelsen af 1800 tallet kom det til en indre splittelse, blandt de vakte på Horsensegnen. Det skyldes to ting, den ene var den norske lægprædikant Hans Nielsen Hauge, og den anden var de sværmerier som opstod i Korning

Haugiansk indflydelse

Hans Nielsen Hauge blev født i Frederiksstad i 1771 og døde i 1824. Han var meget påvirket af pietismens fromhedsidealer, han havde endivier et strengt moralsk livssyn; men samtidig var han påvirket af oplysningetidens og rationalismens virkelyst. Han var et af de eksempler på at der var en forbindelse mellem rationalismen og pietismen. Han lagde desuden stor vægt på gerningskristendom, som var i overensstemmelse med pietismen, men ikke med ortodoksien.

Den vækkelse der opstod i Norge, omkring Hans Nielsen Hauge havde i den norske presse, læst om retssagen i Uldum/Langskov i 1799. De begyndte derefter at sende bøger, og at udveksle breve, med de vakte i Uldum/Langskov. I 1802 kom Ole Olesen Backe , 16) fra den norske vækkelse til Danmark. Han fandt sig bedst tilpas blandt de vakte i Rårup, og især med Peder Lauersen. Året efter besøgte, nogle af de vakte i Rårup vækkelsen i Norge. I 1804 kom Hauge 17) selv på besøg, han besøgte bl.a. Peder Frandsen og Kammerherreinde Lütichau på Store Grundet. Der er også sandsynlighed for at han havde samtaler med Mathias Nielsen. Der var dog ikke mange af de vakte, som syntes at have forståelse for ham. Især tog Peder Lauersen afstand fra ham. Hauge fandt sig heller ikke tilrette blandt de vakte, ham kunne bedre komme overens med Brødremenighed, som var mere kulturåben. Om sit besøg hos de vakte skriver han:

"Foruden de føromtalte Brødere i Christiansfeld, traf jeg ogsaa enkelte særskilte religiuse Partier i Danmark, hvorom nogle havde ret særegne Begreber om Christendom, og var alt forivrige og ovetroiske, saa jeg kunne blive enig med nogle af dem". (Thomsen s. 18. Jakobsen s. 96-97).

 

En af de vakte som en tid, kom under indflydelse af Hauge, var Mathias Nielsen. Han brød da med de vakte i Rårup, og derefter søgte han de vakte i Korning. Peder Lauersen mente derimod, at Hauge lagde for meget vægt på gerninger og for lidt på troen. Peder Lauersen bibeholdt til det sidste sit lutherske syn. Han sagde på sit dødsleje, at han havde lagt for meget vægt på gerningerne og for lidt på troen. Hauges besøg havde dog den betydning for Peder Lauersen, at det tvang han til en afklaring imellem det lutherske og det pietistiske. Efter Hauges besøg blev Peder Lauersen styrket i sit lutherske syn.

Det er svært at sige hvad Haugianeismen har betydet for vækkelsen på lang sigt. Det kan være fra han at mange af De stærke Jyder, siden indkapsle i den rette lære og lod pietistisk lovtrældom være herskende. Det var især i Korning og Øster Snede det skete. De af de vakte i Rårup som tog afstand fra Hauge, gik siden over til den Grundtvigske vækkelse. Der var dog en lille gruppe i Rårup, som lod sig påvirke af Hauge bl.a. Birthe Marie Rasmusdatter, som flere gange var i Norge. Den gruppe forlod dog siden Rårup og dermed forbindelsen til de vakte der. I Uldum/Langskov gik mange af Hauges tilhængere over til Brødremenigheden.

Sværmerier

Den stærke selvoptagethed en så dominerende tro som de vakte havde, kan let føre til sværmerier. Især når det som i dette tilfælde, udelukkende drejer sig om lægfolk.

Det var især i Korning sværmerierne fandt sted. Rårup lykkes det stort set Peder Lauersen, at holde de vakte ude af sværmerierne. Der var dog et par undtagelser. Den første beretning om sværmerier kom fra Rårup, det var Johanne Marie Jensdatter, 18) som hørte til Peder Lauersens kreds. Hun var blevet vakt ved Mathias Nielsen og kom efterhånden ud i sværmerier, hvor hun rystende og grædende fortalte om sin omvendelse. Hun var endvidere fanatisk og vil påtvinge andre sin mening. Peder Lauersen tog afstand fra hende, og mente at hun var vildfaren på visse punktur; men han fordømte hende ikke. Det kom dog til et brud imellem dem. Siden sluttede hun sig vistnok til Peder Lauersen igen.

En anden i Rårup som var påvirkelig over for sværmerier, uden dog selv at praktiser dem var Mathias Nielsen. Han kom under stærk påvirkning af nogle kvinder i Korning. Han havde dog, som sagt på det tidspunkt brudt med Rårup kredsen.

Det var som sagt især i Korning sværmerierne fik tag. En af de første sværmer der var, Jens Iversens kone Karen Hansdatter . 19) Hun begyndte at få "åbenbaringer i 1811, derved fik hun en uhyggelig magt, specielt over Hans Nielsen Smed. Den Østjyske hjemstavnsdigter Sigurd Elkjær har skrevet en historisk roman om De stærke Jyder, deri beskriver han flere af Karen Hansdatters "åbenbaringer". Her er et eksempel:

"En eftermiddag i marts kom Karen Hansdatter ind i smedien, medens han larmede hidsigt og hvilløst. Hun sagde ikke noget, men gik hen til værktøjsbordet, hvor hun stod og så på Hans Smed, der flyder i plovjern, så røde ånder fløj om ham. Og hun stod der i en time. Hendes øjne lyste store og febereklare i skæret af ilden fra essen. Ufravendt søgte de Hans Smed, der stod i et olm af ild og røg... Da var det, at Karen Hansdatter gik hen til ambolten, mellem gnister og ild, greb fat i Hans Smeds arm, medens den var løftet til slag. Hans Smed lod armen synke og så til siden for hendesøjne. Og Karen Hansdatter havde fået sin tredje åbenbaring. Her har jeg en befaling fra den himmelske konge, at han skal fordrer en stridsmand af eder... Karen Hansdatters stemme var høj og klar, den ligesom løftede hendes uanselige skikkelse i vejret og gav den en sælsom myndighed og magt. Hvert ord havde ramt Hans Smed som et svøbeslag." (Elkjær s.70-71).

Hvor meget der er digt og virkelighed i ovenstående citat er svær at sige, men det giver en fornemmelse af sværmerierne. I Hegnsvad s. 30, står holdt at Karen Hansdatter, kom ind i smedjen med et brev, som inderholdt Guds åbenbaring. To ting er sikkert, det ene er at Karen Hansdatter, fik en betydelig magt over Hans Nielsen Smed og det andet, at han holdt som bysmed i 1811, som var det år at Karen Hansdatter begyndte at få "åbenbaringer". Efter den tid smedede Hans Nielsen Smed ikke længere for verdens børn, men kun for de vakte. Det ramte familien hårdt, de fik dog hjælp af en brodér, Hans Nielsen Smed havde i Eriknauer. Denne brodér Søren Nielsen , 20) var en yderst værdig selvejerbonde, som ikke hørte til de vakte. Han skulle for øvrigt have sørget meget over sin broders "dårskab".

En anden sværmer i Korning var Therkel Pedersens kone Marie Kathrine Kristensdatter , 21) hun fik en enorm magt, især over Mathias Nielsen. Hun var husmandskone i Korning, hun brugte "åbenbaringerne" til egen fordel, hvilket gav hende tilnavnet pavinden. Hun så det som et mål, at få de fattige husmandsfamilier i Korning, gift ind i de mere velstående gårdmandsfamilier i Rårup. Hun havde bl.a. fået den "åbenbaring" at Mathias Nielsen, skulle overdrage skødet på sin gård til hende og Therkel Pedersen, så kunne han gå på aftægt der. Det skete i 1824. Skødet er dateret 3 juli 1824.22) Mathias Nielsen blev boende på aftægt, han havde dog ikke fået nogen endelig aftægtskontrakt.

Sværmerierne betød en splittelse af vækkelsen; som blev delt i 3 grupperinger. Der var Peder Lauersens kreds i Rårup, som tog afstand fra Haugianernes gerningsretfærdighed og sværmerierne. Ingen af de to grupperinger var i overensstemmelse med Luthers opfattelse. Det bekræfter også Peder Lauersens lutherske opfattelse. Sværmerne bestod især af folk fra Korning, samt Mathias Nielsen. De kunne hverken med Peder Lauersens kreds, og heller ikke med Haugianernes gerningsfromhed. Den 3. kreds var den i Uldum, hvor mange følte sig tiltrukket af Hans Nielsen Hauge. Det var dog kredsen i Korning som førte De stærke Jyders tradition videre. Sværmerierne fik dog ikke varig betydning. I et brev Mathias Nielsen skrev til Grundtvig i 1814 , 23) findes der ingen tegn på sværmerier.

I 1824 da forbundsdokumentet blev skrevet, skete der en vis samling igen, men derom i næste hovedafsnit.

 

Enden på de første stridigheder

Omkring 1810 begyndte den anden store strid, lærebogsstriden! Den blev som sagt af længere varighed end salmebogsstriden. Det var igen i Rårup, den gik mest glat igennem, her fik Peder Lauersen en aftale med præsten.

I Korning blev lærebogsstriden anderledes skarp .24) I 1811 holdt Hans Nielsen Smed sine børn hjemme fra konfirmationsforberedelse. Grunden til det var, at pastor Bechmann det år var holdt som præst i Hviring. Hans Nielsen Smed havde da ikke mulighed for, at få sendt sine børn til konfirmationsforberedelse der, og til pastor Kier i Løsning/Korning, vil han ikke sende dem. Han brugte nemlig ikke Pontoppidans forklaring i sin undervisning. Hans Nielsen Smed gav pastor Kier, følgende skriftlige begrundelse:

"Guds Behager, at jeg nu afsiger Biskop Balles Lærebog som unyttig og ufrugtbar for mine Børn i Salighedens Grund. Hans Nielsen Smed Korning 19 Nov. 1811." (Jakobsen s. 109).

 

Pastor Kier indrettede det til øvrigheden, samtidig indrettede han også Karen Hansdatter. Hun havde i kirken bebrejdet nogle, at de ikke arbejde nok for saligheden, inden de gik til skrifte. Der blev nedsat en kommission, som bestod af pastor Kier fra Løsning/Korning, provst Brøchner fra Rårup og pastor Rosendah 25) fra Hatting. Kommissionen holdt sit første og eneste møde i Horsens den 11 maj 1812. Til mødet var også indkalde bl.a. Karen Hansdatter og Hans Nielsen Smed. De blev pålagt at underskrive en erklæring , om at skulle overholde de kongelige anordninger, det nægtede de og blev dermed idømt en mulkt.

Da skoleloven kom i 1814, blev sagen yderlig tilspidset, børnene blev holdt hjemme fra skole. De blev undervist privat af Karen Hansdatter. De vakte blev efterhånden idømt flere mulkter.

Der havde også i 1813, været en episode på Korning kirkegård. efter en gudstjeneste, endte det med at Hans Nielsen Smed, efter en diskussion med pastor Kier, greb ham i armen og råbte efter ham at han var en tyv og morder, samt at han var en Djævlens præst. Efter denne episode stævnede pastor Kier Hans Nielsen Smed. Der skal dog bemærkes at de begge var lige stridbare.

Den 20 december 1813 kom sagen for Bjerge-Hatting Herreds ret.

26) Den gik videre til landsretten den 6 juli 1814, og endte i højsteret, hvor den blev stadfæstet den 28 juli 1817. Hans Nielsen Smed blev dømt til et års tugthus i Viborg; medens nogle af hans meningsfæller blev dømt til 15 dage på vand og brød, heriblandt var Mathias Nielsen., Marie Katrine Kristensdatter samt hendes mand Therkel Pedersen.

Hans Nielsen Smed fik under afsoningen af straffen, efterhånden ret frie forhold i tugthuset. Kaptajnen ved tugthuset kunne ikke forstå, at Hans Nielsen Smed skulle straffes, da han intet strafbart havde gjort. Han opdagede hurtigt, at det var en mand han kunne stole på.

Medens Hans Nielsen Smed sad i tugthus, begyndte myndighederne at udpante de mulkter, som ikke var betalt. Det var især præsten og biskoppen som for hårdrest frem, medens amtmand Selmer fra Vejle, ikke så nogen grund til at plage disse gudsfrygtige mennesker. Udpantningslisten for Hans Nielsen Smed så således ud:

5 får 1 bede 5 lam = 22 rdl.
1 rødmalet fyrtræsbord = 15 rdl.
1 blåmalet hængeskab = 5 rdl.
1 fyrstandskab = 10 rdl.
1 fyr-halvkiste = 6 rdl.
1 egekiste = 3 rdl.
1 rødmalet fyrtræsboed = 4 rdl.
2 træstole = 2 rdl.
1 spinderok = 2 rdl.
1 fodbænk = 2 rdl.
1 tremse = 2 rdl.
1 rødmalet stol = 1 rdl.
(Jakobsen s. 111).

 

Da udpantningerne som sagt fandt sted, medens Hans Nielsen Smed sad i tugthus, fik familien igen hjælp af Hans Nielsens tidligere omtalte brodér i Eriknauer. Da de udplantede ting blev sat på auktion, var sammenholdet i Korning dog så stort, at ingen bød på de udplantede ting.

Da Hans Nielsen Smed kom ud af tugthuset, besluttede han sammen med Therkel Pedersen, at rejse til København, for at få deres sag forelagt for kongen. Rejsen var besværlig og foregik for det meste til fods. De fik foretræde for Frederik d. 6, som henviste til kgl. konfessionaus Liebenberg. 27) Han fandt dem enfoldige, men ærlige og gudsfrugtelige mennesker. I første omgang gav mødet intet resultat. De måtte rejse hjem med uforrettet sag, og da svaret fra kongen kom, var det et andet end de havde ventet. Svaret som pastor Kier kom med som lød:

"Vi bemyndiger Vejle Amts Skole direktion til at fratage Hans Nielsen Smed, Jens Pedersen og Jens Iversen i Korning sogn, Vejle Amt, deres skolepligtige Børn og foranstalte disse undervisning i Overenstemmelse med Lovgivningen. Børnene bliver imidlertid forsørget af Amts-Fattigkassen, for saa vidt Forælderne ikke maatte formaa at opopfylde deres Pligt. København d. 4. novbr. 1818 Frederik R." (Hegnsvad vækkelser s. 202. Elkjær s. 148).

Dette var det tungeste ofre for de vakte at bære, men de så hellere det praktiseret, end at handle imod Gud.

De dårlige tider der var i landet, som følge af Napoleonskrigene og den efterfølgende statsbankerot, medførte at der ikke var penge i amtafattigkassen, til at forsørge børnene, så de blev hos deres forædlere.

Kampen blev mer og mer stædig fra begge sider, pastor Kier udlukkede de vakte fra nadveren i 7 år, de vakte holdt dog stædig fast. Myndighederne kørte efterhånden træt i striden, og kgl. konfessionarius Linbenberg så ingen grund, til at plage disse "enfoldige men Gudfrygtige mennesker". Da pastor Bechmann i 1819 blev præst i Rårup, fik de vakte lov til at få deres børn konfirmeret der. Der skete en anden ting i 1819, pastor Kier havde længe skyldt i skat og de mange retsager han førte, kostede ham mange penge. Det kunne myndighederne ikke blive ved med at accepter, de så sig da nødsaget til at forflytte ham.

Det var nu endt med en foreløbig sejr for de vakte. De begyndte nu at styrke sammenholdet indadtil, da de første kampe var vundet.

_______________

1. Landstingsmand Thomas Nielsens håndskrevne manuskript står at skildringen er optaget i Vejle Folkeblad den 13 juli 1888. Derfor er Amt sat i parentes.

2. Hans Ressen Steenstrup 1770-1841. Han var præst i Uldum/Langskov fra 1796-1803. Thyssen s. 1153. Jakobsen s. 33.

3. Hegnsvad vækkelser s. 182-183. Jakobsen s. 85-90.

4. Lüttichau familien fluttede til St. Grundet i 1802. Kammerherreinden flyttede i 1805 til Christiansfeld sammen med sin datter, her tilsluttede de sig Brødermenigheden, som mange af de vakte i Uldum/Langskov siden gjorde. Hegnsvad vækkelser s. 18.

5. Der er forskellig opfattelsser, om det var et par år , eller omkring 10 år Peder Frandsen var væk fra Uldum/Langskov. I føgle Hegnsvad vækkelser s. 182 står at han forlod Ølholm i 1799 og vendte tilbage i 1801. I føgle Jakobsen s. 86-87 og 89, vendte han tilbage 6 år efter pastoe Steenstrups forflyttelse. I så fald vendte han tilbage i 1809, et år før hans død. .

6. Marcus Plesner 1778-1831. Præst i Uldum/Langskov 1803-16 Thyssen s. 1279.

7. Holm s. 69. Jakobsen s. 90.

8. Peder Larsen Brøckner 1748-1818. Præst i Rårup fra 1796 og fra 1815 amtsprovst s. sted, til sin død. Han så ikke positiv på de vakte, men havde dog en vis respekt for Peder Lauersen. Thyssen s. 1279.

9. Holm s. 71.

10. Jakob Kier 1767-1849. Præst i Løsning/Korning 1803-19, han blev forflyttet på grund af udlæg og skatterestance. Han var meget stridbar og kompromisløs. Han nægtede adskillige af de vakte nadveren. Han havde også brugt usømmelige vendinger overfor herredsfogen. Thyssen s. 1178-1188.

11. Mathias Nielsen 1773-1827 Han var brodér til Niels Nielsen. Han giftede sig til Ikjærgård i Rårup. Der blev han en siden en betydningsfuld person for De stærke Jyder. En stor del af hans breve står i brevsamlingen af Thomsen. Det var for øvrigt med Mathias Nielsens ægteskab at de vakte i Uldum/Langskov og Rårup blev ført sammen.

12. Hegnsvad s. 93.

13. Hans Gram Bechman 1759-1836. Præst i Hviring 1803-19, derefter gift til herregården Rask. Præst igen i Rårup fra 1819 til sin død. Han blev præst igen på grund af de dårlige tider for landbruget. Thyssen s. 1187-1188. Jakobsen s. 152.

14. Jakobsen s. 93. Hegnsvad vækkelser s. 214.

15. Jakobsen s. 94.

16. Thomsen s. 16-18. Hegnsvad Bjerge Herd. s. 385-386.. Hegnsvad vækkelser s. 218-219. Jakobsen s. 96.

17. Thomsen s. 18-20. Hegnsvad Bjerge herd. s. 387. Jakobsen s. 96. Med hensyn til Hauges besøg i Uldum er der ikke nogen sikker dokumentation på det. Thomsen skriver at han muligvis var der. Hegnsvad skriver i følge traditionen. Derimod er hans besøg på St. Grundet dokumenteret. Der er heller ikke enighed om året for Hauges besøg. Thomsen og Hegnsvad skriver 1804. Jakobsen skriver året efter Backe, i så fald var året 1803.

18. Jakobsen s. 100-102.

19. Hegnsvad s. 33. Jakobsen s. 102-103.

20. Hegnsvad s. 43-44.

21. Hegnsvad s. 98-100. Jakobsen s. 103.

22. Hegnsvad s. 97.

23. Thomsen s. 112-115.

24. Jakobsen s. 107-114. Hegnsvad s. 37-40.

25. Hans Rosendahl 1756-1843. Præst i Hatting fra 1790 til sin død. Konstrueret provst 1811-12. Thyssen s. 1333. Hegnsvad vækkelser s. 193-194. Hegnsvad s. 37.

26. Hegnsvad s. 39-42.

27. Michal Frederik Liebenberg 1767-1828. Kgl. konfessionaus fra 1816. Jakobsen s. 112 og 154.