DE STÆRKE JYDERS KRISTENDOMSSYN

De stærke Jyder hævde selv at deres kristensdomssyn var det rette lutherske. Mange uden for vækkelsen, nok især dem som ikke kendte ret meget til vækkelsen, mente at de var udpræget pietister. Vi vil i dette afsnit prøve at analyser deres kristendomssyn, i forhold til den lutherske ortodoksi og pietismen. Vi vil også se på om der er divergenser i kristendonsopfattelse i de 3 vækkelsesområder indbyrdes. Hvordan deres kristendomssyn var til Grundtvigianismen og Indre Missionen vil vi også se på. Ligesom vi også vil se på deres kristendomssyn i forhold til nogle af det 20. århundredes teologiske retninger. Til slut vil vi se på deres forhold til kirken, sakramenterne og deres forhold til kirkens forkyndelse.

 Forholdet mellem ortodoksi og pietisme

 Det meste af det litteratur, der er skrevet om De stærke Jyder, er enten slægtshistorie, eller beretninger om de stridigheder, de havde med myndighederne. Det er derimod ikke skrevet meget. om deres kristensdomssyn. Kildematrialet er begrænset, der findes de tidligere omtalte skrifter af Peder Lauersen; samt Mathias Nielsens 1) breve til kongen og Grundtvig.

En der har prøvet at beskrive De stærke Jyders kristensdomssyn er Hans Borup Jakobsen. Det gør han i bogen "De stærke Jyder". Hans forudsætning er at hans far Marinus Jakobsen, i årene 1945-69 var sognepræst i Øster Snede sogn som blev De stærke Jyders højborg. Han prøvede med sin åbne indstilling at leve sig ind i befolkningen.2) De stærke Jyder hævde som sagt, at de er de eneste ægte lutheraner, det skal nok tages med forbehold, det er i såfald den lutherske ortodoksi, og den havde et andet Bibelsyn end Luther. Mange uden for vækkelsen kaldte De stærke Jyder for pietister, hvad heller ikke er rigtigt, om end de havde pietistiske træk. Der er både træk fra ortodoksien og pietismen i De stærke Jyders kristensdomssyn.

Inden vi går vide med De stærke Jyders kristendomssyn, vil vi lige se på hvad forskellige kirkehistoriker mener. Eks.: P. G. Lindhard, i vækkelser og kirkelige retninger: "Allerede i 1790’ne begyndte vest for Vejle en pietistisk vækkelse ledet af Peder Frandsen Rytter... en anden bevægelse ledet af gårdmanden Peder Lauersen fra Rårup havde et mere "luthersk" præg og vel forkyndte loven, men som en "tugtemester til Kristus", med sigte på retfærdighed ved tro alene;..." (s. 29). Hal Koch, i Danmarks kirke gennem Tiderne: " I slutningen af århundredet fremkom der på Horsensegnen en ejendommelig vækkelse, hvis hovedmand var gårdejer Peder Lauersen i Rårup og tjenestekarlen Peder Frandsen i Uldum. Deres forkyndelse var præget af streng bodsfromhed og lovorholdenhed...." (s. 112). M. Schwarz Lausten, i Danmarks Kirkehistorie: "Den vækkelse der fandt sted omkring Uldum ved Horsens skyldes Peder Frandsen (d. 1810). Nogle pietistiske prædikener, han havde hørt i sin soldatertid i Randers, havde grebet ham så stærk at han gennemgik en personlig omvendelsesproces og følte sig kaldet til at forkynde for andre." (s.209), senere skriver han: "Peder Lauersens kristendomsopfattelse kan forkomme mere ægte luthersk end pietistisk." (s. 211). Sv. Aage Bay, i Den evangelisk-lutherske Kirke: "De forkyndte bod og omvendelse i pietistisk forstand; men holdt samtidig fast ved den lutherske lære om frelse alene ved troen på Guds nåde." s. 23).

Det kan ses af ovenstående citater, at De stærke Jyders kristendomsopfattelse, tolkes som en blanding af pietisme og luthers lære om frelse ved tro. Der kan endvidere ses at Peder Frandsen var den mest pietistiske og at Peder Lauersen var den mest lutherske. Det sidste er korrekt, men forholdet mellem pietisme og luthersk er ikke helt så enkel, eks, med hensyn til omvendelse men derom senere.

Inden vi forsætter vil vi lige ridse hovedpunkterne op i den lutherske lære. Luther mente, at mennesket intet selv kan gøre for at blive frelst. Mennesket er faldet ved syndefaldet, og har dermed "Den gamle Adam" i sig. Dermed har menneskets ingen mulighed for at rejse sig selv. Den eneste mulighed for menneskets frelse er Kristus, som ved sin forsongsdød rejste mennesket. Den eneste mulighed, mennesket har for frelse, er da troen på Jesus Kristus. Med hensyn til loven talte Luther om lovens 1. og 2. brug. Med lovens 1. brug mente han den samfundsmæssige, den var nødvendig for samfundets eksistens. Den skulle altsår bruges så næsten fik gavn af den. Den var ikke til for at gøre Gud tilpas. Med lovens anden brug mente Luther, at vi i loven skulle se vore syndere, for uden syndsbevisthed har, nåden og dermed frelsen ingen virkning. Der er med syndsbevistheden at boden får virkning. Det betonede Luther så kraftigt at han overvejede at gøre boden til et sakramente. Han fastholdt over sakramenterne dog dåben og nadveren som sakramenter. Ud over sakramenterne betonede Luther også ordet stærkt. Med hensyn til Bibelen mente han, at der var forskel på de forskellige skrifters betydning. Han mente, at Bibelen skulle læses ud fra, hvad der drev imod Kristus. Derved fik Johannes evangeliet og Romerbrevet størst betydning,; medens han tillagde Hebræerbrevet, Jakobs brev, Judas brev og Joh. Åbenbaring mindst betydning. Han gik endda så vidt, at han stillede spørgsmål ved, om de 4 sidstnævnte overhovedet hørte til i Bibelen. Nogle år efter Luthers død, stivnede kirken i den lutherske ortodoksi, med den opstod vebalinspirationen og den var ikke i overensstemmelse med Luthers opfattelse.

Hovedvægten i De stærke Jyders kristendomssyn , 3) var at mennesket intet selv kan gøre, for at fjerne arven fra "Den gamle Adam". Menneskets synd kan kun forsones ved Kristus (Den nye Adam). Det var især Kristi forsoningsdød, som havde betydning. Kristus tog ved sin død mennesket skyld på sig. Det skete ved at Gud blev menneske og derved kunne påtage sig den stedfortrædende skyld. De stærke Jyder tog afstand fra både rationalismens fornuftlære, som troede på de gode i mennesket og pietismens fromhedslære. Begge opfattelser blev af De stærke Jyder betragtet som et menneskelig forsøg på at frelse sig selv. Mennesket totale afmagt over for Gud, var noget yderst centralt i De stærke Jyders kristendomsopfattelse. Der var ikke andre nuligheder for frelse end troen. H. B. Jakobsen gør i sin fremstilling: "De stærke Jyder" , den betragtning, at vi skal op til Tidehvervsbevægelsen, i vort århundrede for at finde, en lignende holdning til frelsen. Det er en interessant bemærkning, som vi senere vil vende tilbage til, da de 2 bevægelser i praktisk udøvelse af deres kristendom er vidt forskellige.

Tanken om frelse ved tro alene er i fuld overensstemmelse med Luther, på det område er der ingen uoverensstemmelse mellem De stærke Jyder og Luther. Det er dog en trosopfattelse, som let føre til at troen bliver udvande og passiv, det skete dog ikke for De stærke Jyder. De havde forståelsen for, at nåden kun havde betydning i forbindelse med anger, som skulle være daglig. Her ser vi også at de havde forstået Luthers opfattelse om lovens anden brug. Angeren var ikke som i de endelige pietistiske vækkelser, en omvendelse der skulle ske en gang for alle. Synet på omvendelsen var et af de punktér hvor De stærke Jyder, var uenige med den senere Indre Missionske vækkelse. For De stærke Jyder lå frelsen, i dåben og nadveren i forbindelse med daglig anger og bod. Boden kom dog ikke altid til at virke forløsendene på dem, som den havde gjort for Luthers vedkommende. Præsten i Uldum/Langskov, pastor Stenstrup  4) skriver bl.a. i en klage til biskoppen:

 "De ivrigste gaar med nedslagen Øjne og hælder med Hoved og drager idelig de mest affekterede og unaturlige sukken". (Jakobsen s. 33).

 Det skal dog bemærkes at indberetningen er skrevet af en rationalistisk præst som var modstander ad de vakte. De at de ikke fandt forståelse hos præsten, kan måske være grunden til deres mørke livssyn. De stærke Jyders syn på sakramenterne var også i fuld overensstemmelse med Luther. Deres forhold til sakramenterne vil vi komme ind på i næste afsnit.

Nu har vi været inde på nogle af de områder, hvor De stærke Jyder var i overensstemmelse med Luther. Nu vil vi prøve at se på nogle af de områder hvor de ikke var. De havde et fundamentalistisk Bibelsyn, det var ikke i overensstemmelse med Luther; men det var i overensstemmelse med den lutherske ortodoksi, som på den tid, vel nærmeste blev betragtet, som Luthers rette lære. Det blev den i hvert fald i de vaktes kredse. En anden ting ved de vakte, som heller ikke var i overensstemmelse med Luther, var de sværmerier som opstod i Korning. For sværmeriernes vedkommende, var de heller ikke i overensstemmelse med hverken ortodoksien eller pietismen. Vi vil senere komme ind på sværmerierne. Det skal dog bemærkes, at i De stærke Jyders tradition, betragtes sværmerierne som et mørkt kapitel i vækkelsens historie. Den kulturangst og foragt for verden som mange af De stærke Jyder havde, var et typisk pietistisk træk ved vækkelsen. Den var ikke i overensstemmelse med Luther. De stærke Jyder afholdt sig fra dans, teater, sang og gymnastik mm., helt op til vore tid. De var dog ikke fanatiske afholdsfolk, som mange i Indre Mission var, især ikke i dens vækkelsen første tid. Det gav problemer da de 2 vækkelser begyndte at arbejde sammen . 5) I De stærke Jyders skoler kunne, man længe mærke deres kulturangst. De var længe om at få indført fag som geografi, historie, og gymnastik, og Bibelen blev læst i en så gammel oversættelse så mulig.
Da den Indre Missionske 6) vækkelse dukkede op, var afstanden mellem de 2 vækkelser i starten stor. De stærke Jyder havde ikke meget tilovers, for Indre Missionens omvendelse en gang for alle, som skulle efterfølges krav om særlig helliggørelse, hvorunder man skulle gøre op med sit tidligere liv. Den opfattelse kan let føre til selvoptagethed. Hvis vi skal være grove, kan vi sige at nåden og evangeliet gælder indtil omvendelsen, derefter gælder kun lover. For De stærke Jyder bestod omvendelsen i, at kunne se sig selv som syndere, og deraf gøre daglig bod, for at opnå frelse. I vækkelsens første fase betonens omvendelsen dog stærkere, hvilket fremgår af beskrivelsen af vækkelsens hovedmænd. Det gjaldt især for Peder Frandsens vedkommende. Senere da stridighederne med myndighederne begyndte, lagde de vakte kræfterne i dem, og siden stivnede vækkelsen. Der var dog mange af De stærke Jyder, som sidenhend gik over til Indre Missionen. De stærke Jyder er dog ofte blevet citeret , for at sige at de heller så deres børn gik til dans, end i missionshuset. 7) Peder Lauersens kristendomssyn var lidt anderledes, end de øverige vakte. Hvad også fremgår af citaterne fra forskellige kirkehistoriker, tidligere i afsnittet, alle var enige om at han var den mest lutherske, hvilket er korrekt. Han tog afstand fra sværmerierne i Korning, ligesom han tog afstand fra den norske lægprædikant Hans Nielsen Hauge. Han havde en meget pietistisk og gerningspræget kristendom. Vi vil senere komme inde på Hans Nielsen Hauge. Selv om Peder Lauersen var den af de vaktes hovedmænd, som var mindst præget af pietismen, så var der dog pietisme i hans kristendomssyn. Han stod dogmatisk tættest på Luther, medens han etisk var præget af pietismen, uden han dermed fordømte andre. Det var helt klart for ham, at Guds nåde var den eneste vej til frelsen. Den opfattelse havde de øverige vakte også; men det blev for dem ofte den strenge og dømmende Gud fra det Gamle Testamente de dyrkede og ikke den nådige Gud fra det Nye Testamente.

Peder Lauersens tro på en nådig Gud førte dog ikke til ligegyldighed med gerningerne. Han havde forstået Luthers lære om at gerningerne skal komme af troen og ikke omvendt at troen skal komme af gerningerne. Om det skriver han bl.a. i sit sangoffre:

 "Thi Evangelii søde Pakt Befrier ham for lovens magt, Dog ej fra den at lyde". (Thomsen s. 60. Jakobsen s. 30).

Han var fuld ud opmærksom på at gerningerne intet betød over for Gud. Peder Lauersen havde den fulde forståelse for Luthers lære om lovens 1. og 2. brug. Han var uenige med de af de vakte som ikke kunne skille lov og evangelium ad . 8) Mange af de vakte bebrejde dog Peder Lauersen, for at lægge for meget vægt på gerningskristendom. Det var dog ofte de, af de vakte, som havde en fordømmende indstilling, over for andre som angreb ham. For Peder Lauersen lå det at fordømme andre fjernt, og der er ingen tvivl om at han mente at det var troen, som lå til grund for frelsen, det fremgår også af hans sangoffre:

 "Tro, dyd og gode Gjerninger er ikkum eget og Natturens Arbeide, Ja en sand Hinder i Selvkundskab og sand Troe." ( Jakobsen s. 60).

Han mente at troens frugter måtte vise sig af Helligåndens virke. Han fornægtede dog som de andre vakte svir og dans; men han fordømte ikke de som ikke hørte til blandt de vakte.

Vi har nu prøvet at belyse De stærke Jyders ud fra pietismen og den lutherske ortodoksi, og det fremgår af redegørelsen at der er elementer fra begge opfattelser. Vi må dog nok sige at overvægten, ligger til den lutherske ortodoksi side. Vækkelsen 3 hovedmænd havde ganske vist en pietistisk omvendelse oplevelse, ligesom de holdt gudelige forsamlinger. I starten havde vækkelsen også en vis missionsiver

, 9) som dog hurtigt døde ud. Der var også en tendens til "lovtrældom", på trods af de ikke havde pietismens opfattelse af omvendelsen. Af træk fra ortodoksien de havde, var deres sakramentesyn, deres stærke betoning af Guds handling og deres betoning af boden. Andre træk fra ortodoksien var deres læsning af Jesper Brockma nns husportil, samt deres brug af Kingos salmer. De læste dog også en del pietistiske skrifter.

Menneskets afmagt over for Gud, og den stærke forsynstro kommer til udtryk i mange af ortodoksiens salmer. Vi vil nu se på et par eksempler, af Kingos salmer. Først DDS. nr. 690 (743) "nu rinder solen op af østerlide", der står i sidste vers:

"Du bedst min trav og trang,
o Herre, kender,
tilmed lykkens gang
I dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en nåde,
de det tilforne ser.
Min sjæl, hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde."  

Her betonens mennesket totale afmagt over for Gud. I DDS. er der dog undladt en del strofer i Kingos salmer, dermed forsvinder det mønster de er skrevet efter, som var typisk for ortodoksiens opfattelse. I tillægget er der et eksempel på original versionen af "Nu rinder solen op af østerlide. Et andet eks. på den totale afmagt i Kingos salmer er DDS. nr. 692 "Vågn op og slå på dine strenge", Vers 3:

"Det eneste jeg har at give,
er hjertets inderlige tak,
al anden gerning her i livet
den er at yde alt for lak; (mangelfuld)
men mine suk du ej forsmår
og gråden, som i øjne står."
  

Vi har ført været inde på at De stærke Jyder, i deres kristensdomssyn havde fællestræk med Tidehvervsbevægelsen, 10) bl.a. menneskets totale afmagt over for Gud, et andet fællestræk er begejstringen for Kingos salmer. 11) På trods af ligheder i teologien mellem De stærke Jyder og Tidehvervsbevægelsen, var der i praksis stor forskel. De stærke Jyder begrænsede ikke, som Tidehvervsbevæbelsen , deres kristendom til søndagsgudstjenesten, snare tværtimod.

Med hensyn til de 2 store folkelige vækkelser i det 19 århundrede, er der træk i deres kristendomsopfattelse der leder hen til den begge. Deres sakrarementesyn ledte hen imod Grundtvigianismen, 12) medens deres kulturangst og den ofte pietisme lovtrældom, ledte hen imod Indre Missionen. Hvis vi skal prøve at placer De stærke Jyder systematisk, kan vi sige at de dogmatisk var tættest på Grundtvigianismen og Tidehverv, medens de etisk var tættere på Indre Mission. Der kan dog i De stærke Jyders vækkelsen føres en linje til både Grundtvigianismen og Indre Missionen. Vækkelsen forløb dog ikke ens i de 3 områder. der er også forskel på hvilket retninger de senere arbejde sammen med, eller gik over til.'

Kirketroskab

På trods af at de vakte angreb kieken, og dens rationalistiske præster forblev de tro imod den, på trods af præsternes angreb imod dem fra prædikestolen, og de angreb blev ikke midler med årene. De vakte kom heller ikke i kirken for at høre ordet; men i troskab imod sakramenterne. 13) Hervar de som før skrevet, fuldt ud på luthersk grund, og før øvrigt også i overensstemmelse med Grundtvig.14) Med hensyn til Grundtvig, var han enig med de vakte, i deres sakramente syn og i deres bekæmpelse af rationalismen. Det var bare på en anden måde, det Grundtvig bekæmpede ved rationalismen, var dens manglende sans for livets drama. Det var absolut ikke det de vakte bekæmpede ved rationalismen, det var derimod dens fornufts-og fremskridstro. De vakte havde ikke megen sans for livets drama, og Grundtvig fandt også mange af de vakte for snævre, men han afviste dem ikke. Peder Lauersen og Mathias Nielsen skrev ofte til ham, men vist uden at få svar. Peder Lauersen var den, af de vakte, som lå tættest på Grundtvigsk opfattelse af sakramenterne. Det var også i Peder Lauersens kreds, at mange af de vakte senere gik over til Grundtvigianismen, og det kan måske skyldes det sammenfattende sakrarementesyn.

. Med hensyn til dåben følte de vakte, en sådan forpligtelse over for deres nyfødte børn, at de helst skulle døbes søndagen efter de var født, om det så var midt om vinteren. Det viser at de betonede dåben som det væsentlige for frelsen., og ikke den personlige omvendelse, som Indre Mission mener er nødvendig for frelsen. Indre Missionen syn reducer Guds handling i dåben. Dermed er det ikke sagt at dåben ikke skal følges op. Det gjorde de vakte også, endda så vidt at de dannede deres egne skoler. Omvendelsen var heller ikke uden betydning for de vakte; men den tillagde de som før skrevet en anden betydning. Det omvendelssyn de vakte havde, har mange af folkekirkens middergrupper i dag. Det går i alt sin enkelhed ud på, dagligt at se sig som syndere og samtidig kunne leve med det, ved at erkende nåden. Den erkendelse er der vel det største behov for i dig, i vort sekulariserede samfund. hvor alt efterhånden betragtes som selvfølgeligt.

Det andet sakramente nadveren, havde også central betydning for de vakte. De deltog i nadveren langt oftere end præsterne fandt det nødvendigt. De gik til altergang hver, eller hver anden uge. Præsterne mente derimod at en eller to gange om året var nok. Præsterne mente, at det krævede en omhyggelig forberedelse, for at deltage i nadveren. Der skal dog her siges at de vakte trods den hyppige altergang lagde stor vægt på forberedelse af nadveren. I De stærke Jyders senere højborg, Øster Snede sogn bibeholdt man skriftemål, med tale og håndspålæggelse helt op til 1969. Med hensyn til forberedelse af nadveren, skal der lige knyttes den kommentar, at ved at stille krav til deltagerne, forsvinder Guds handling i nadveren. Hvis man derimod deltager i nadveren uden syndserkendelse så mister den siden betydning. De vakte havde forstået Guds handling i nadveren, uden dog at opfatte den som "automatik", som det måske kan være en tendens til i dag.

En anden ting de vakte kom i kirken for, var fællesskabet om Kingos salmer. De vakte har aldrig forsøgt at dannede frikirken, som de senere dannede friskoler. Der er dog 2 undtagelser, der var en lille gruppe fra Uldum/Langskov som gik over til Brødremenighed .15) En anden lille undtagelse, var den gruppe som sluttede sig til Den evangelisk-luthersk Frikirke. Den kirke blev stiftet af en lære ved De stærke jyders skole i Rimmerslind, Niels Peder Grunnet. 16) Medlemmer af Den evangelisk-lutherske Frikirke sendte i mange år deres børn i De stærke Jyders skoler. De 2 eksempler er også de eneste på at nogle af de vakte har forladt folkekirken, på trods af de ikke var enig med dens forkyndelse. Hvordan de fik klaret det med forkyndelsen vil vi komme ind på i næste afsnit.

Ordet og det almindelige præstedømme

De vakte fik som sagt sakramenterne forvalte i kirken af præsten, men de fik ikke ordet forkyndt, efter deres opfattelse der. Hvordan fik de vakte så ordet forkyndt? Her ser vi nok et af de første eksempler, på Luthers lære, om det almindelige præstedømme praktiseret.17) Luther skelnede imellem det særlige præstedømme og det almindelige præstedømme. Det særlige præstedømme bestod boldt i, at være menighedens tjener, til forvaltning af sakramenterne og i at være menigheden behjælpelig med ordets forkyndelse. Det særlige præstedømme var ikke et læreembede, eller et mellemled mellem Gud og mennesker, som det er efter katolsk opfattelse. Med det almindelige præstedømme mente Luther, at husfaderen skulle lære sin husstand kristendommen. Han var derimod ikke meget for lægmandsforsamlinger, han frygtede at det kunne føre til sværmerier, hvilket også skete blandt de vakte.

Der hvor de vakte praktiserede det almindelige præstedømme, var ved deres møder. De bøger de brugte var Kingos Salmebog, Pontopidans 18) forklaring til Luthers Katekismus, Jesper Brockmanns huspostil, nogle pietistiske skrifter og selvfølgelig Bibelen. Da de havde et fundamentalistisk Bibelsyn, skulle det helst være en så gammel oversættelse så mulig. De mente nemlig at en så gammel oversættelse så mulig var Guds uforfalskede ord. De glemte at Bibelen var oversat fra andre sprog og at det deraf, altid vil være divergenser. Ved forsamlingerne læste de af oven- nævnte bøger og sang af Kingos salmebog.

De regnede ikke de rationalistiske præster, som prøvede at finde en naturlig forklaring på Jesu undere, for dem var Bibelen sandheden og intet andet. De vakte praktiserede ved deres møder, det almindelige præstedømme; men det var på en anden måde end Luther havde tænkt sig.

_______________________

1. Mathias Nielsen 1773-1827 Han var brodér til Niels Nielsen. Han giftede sig til Ikjærgård i Rårup. Der blev han en siden en betydningsfuld person for De stærke Jyder. En stor del af hans breve står i brevsamlingen af Thomsen. Det var for øvrigt med Mathias Nielsens ægteskab at de vakte i Uldum/Langskov og Rårup blev ført sammen.

2. Jakobsen s. 7.

3. Jakobsen s. 24-66.

4. Hans Ressen Steenstrup 1770-1841. Han var præst i Uldum/Langskov fra 1796-1803. Thyssen s. 1153. Jakobsen s. 33.

5. Hansen s. 73.

6. Bay s. 24-26 og 89-97.

7. Jakobsen s. 31.

8. Jakobsen s. 53-62. Thomsen s.28-31. I føgle Thomsen er Peder Lauersen tætter ved pietismen end i føgle Jakobsen.

9. Thomsen s. 65. Jakobsen s. 37.

10. Bay s. 41-42 og 137-137.

11. Bramming s. 20.

12. Bay s. 26-28 og 97-103.

13. Jakobsen s. 41-44.

14. Thomsen s.112-115. Bay s. 26-28. Schwarz Lausten s. 211-212. Lindhard s. 33-34 og 40-41.

15. Jakobsen s. 64.

16. Therkelsen s. 29.

17. Jakobsen s. 51-52.

18. Erik Pontoppidan 1698-1764. Biskop og forfatter, han var en overgangsskikkelse mellem pietismen og rationalismen. Han udgav i 1737 sin forklaring til Luthers Katekismus. Lindhard s. 19. Jakobsen s. 48-51. Kosh s. 102-104.