MÆNDENE BAG VÆKKELSEN

På Horsens egnen var vækkelsen centeret om 3 områder, vi vil nu se på de mænd der stod bag vækkelsen i de 3 områder. De kaldes i De stærke Jyders tradition for vækkelsens hovedmænd. Det vi især skal lægge mærket til, er deres personlighed og deres sociale baggrund . Vi skal se hvilket betydning ,den havde for deres kristensdomssyn, som vi kommer ind på i næste hovedafsnit; men først skal vi have en beskrivelse af mændene der stod bag vækkelse. Der er: Peder Frandsen fra Uldum/Langskov, Peder Lauersen fra Rårup og Hans Nielsen Smed fra Korning.

 

Peder Frandsen Rytter

Peder Frandsen 1)blev født i Trysting 1737 og døde i Uldum 1810, han kaldes ofte Peder Frandsen Rytter eller Per Rytter, hans tilnavn skyldes at han har været dragon.

Han stammede fra Tyrsting sogn, hvor hans forælder var fæstebønder under Mattrup Hovedgård. Som ung var han karl på godset, hvor det sagdes om ham, at han var en vild krabat. Det var måske grunden til, at det kom til en episode med herremanden på Mattrup, Emanuel Thygesen. 2) Under en brand i godsets lade stod han i sit pæne tøj og kommanderede med karlene. Peder Frandsen smed da en spand muddervand i hovedet på ham. Peder Frandsen fik efter den episode den straf, at han blev udskrevet til soldat.

Han var derefter dragon i mange år, og engang i den periode var hans eskadron kommenteret til gudstjeneste i Værum kirke ved Randers. Ved gudstjenesten prædikede den pietistiske provst Niels Sørensen Vedel

,(8) det er så vidt vides den eneste direkte kontakt vækkelsen på Horsens egnen havde med pietismen. Den prædiken gjorde dybt indtryk på Peder Frandsen og hans egen beretning lyder:

 "Jeg vaagende som i Helvedes Ild med megen Vaande og Ængstelse, men derefter voxede Geinfødelsen dagligt i mig under Graad og modige Taare" (Jakobsen s. 21). 

Da han vendte hjem fra militærtjeneste i 1776 var han en anden mand; men også hjemmet var forandret. Forældrene var døde og fædstegården var overtaget af andre. Det var dog hans stavnsbundene pligt, at melde sig til herremanden, som nu hed Thyge Jesper de Thygsen. Ved denne, fik Peder Frandsen tilbud om at vente på, at der blev et fæste ledig, eller det enestående tilbud om fripas, hvilket vil sige at stavnsbåndet, for hans vedkommende var ophævet. Han valgte det sidste og blev således karl på forskellige gårde på egnen.

På de gårde han tjente på, berettede han nu om sin oplevelse i Værum kirke. Den voldsomme adfærd han havde som ung, blev nu brugt i troens tjeneste, og i 1790 var der opstået en kreds af vakte i Uldum/Langskov, som mest bestod af tjenestefolk.

Der er nogen usikkerhed om hvor Peder Frandsen har tjent; men det vides med sikkerhed at han i 1798 tjente hos Niels Nielsen, 3) også kaldt Bundgård efter hans gård. Det menes også at han i en periode, har tjent i Vrønding; der er dog modstridende oplysninger om tidspunktet. Traditionen siger endivier, at det medens at han tjente i Vrønding at han fik forbindelse til Korning.

Peder Lauersen

Peder Lauersen 5) blev født i Klejs 1763 og døde i Rårup 1835. På trods af en dårlig skolegang var Peder Lauersen den ag de vaktes hovedmænd på Horsens egnen, som var den største begavelse. Han havde et velformuleret og venligt væden. Det viste sig også at konfrontationerne mellem de vakte og myndighederne i Rårup ikke blev så store som i Uldum/Langskov og Korning.

Som ung var Peder Lauersen en karl der kunne danse og more sig. Da stavnsbåndet i blev ophævet i 1889, var ham med til at fejre det. Han fik dog ret hurtigt derefter anfægtelser. For hvad nyttede den frihed han fik ved stavnsbåndet ophævelse, når han havde syndens lænker at slæbe på.

Samme år havde han et sygeleje, som forstærkede hans anfægtelser, om hvordan han skulle opnå salighed. Han har om denne oplevelse digtet:


Du da oprejste mig igjen
Af Sygdom, skønt jeg forhen
i Synden havde hjemme;
Da Svagheden svandt af mit Blod
Strax Verdens Lysters Ulmerod,
Udbrød af hver en Gjemme;
alt var, Da rar,
af de store højder, og fornøjde
Naar det ikke
Til mig selv og Gud vil skigge.
Men gode Gud, o Kjærlighed!
Dits Naades - Kald holdt daglig ved
Og ville ikke slippe,
Skønt jeg var haard som steen og staal,
At fylde Systens Syndemaal,
Det ville jeg ej Glippe.
"  (Jakobsen s. 55)


(Digtet findes i Peder Lauersens "sangoffre", som vil blive omtalt senere i afsnittet). Efter denne oplevelse søgte Peter Lauersen en troende husmand i Klejs, som var hans eneste ligesindede på egnen dengang. Hos denne husmand lærte han at dans og morskab var af det onde.

I 1795 blev Peder Lauersen gift med Maren Jensdatter og han overtog hendes fædrene gård. Den blev 2 år senere udflytte og fik da navnet Fredensberg. De fleste af de vakte i Rårup hørte ligesom Peder Lauersen til blandt gårdejerne, og han blev deres naturlige leder. Han havde en usædvanlig personlighed, det kom de vakte i Rårup tilgode, i deres strid med myndighederne, som ofte beundrede hans argumentation. Han kunne dog til tider være lidt vidt vidtløftig; men han var den af de vakte hovedmænd, som havde den indsigt og det var også inden for andre områder end religion, bl.a. geografi, historie samt samfundsforhold i øverligt.

De breve han skrev lavede han kopi af, de er sammen med hans "sangoffre" bevaret på Det kongelige Bibliotek. Hans "sangoffre" bestod af nogle salmer han selv havde skrevet, bl.a. det i afsnittet citerede. Takket være hans brevbog og "sangoffre" er han den af de vaktes hovedmænd der er flest kilder på.

Hans Nielsen Smed

Hans Nielsen Smed( 6) blev født i Korning 1771 og døde samme sted i 1842. Han var bysmed i Korning efter sin far, hvilket var nøglefunktion i datidens landsbysamfund. Bysmeden var ansat af landsbyens bønder, som lønnede ham med naturalier, til gengæld var han forpligtet til at smede for dem først. Havde han så tid til overse, måtte han så godt smede for andre. Bysmeden havde endvidere lidt jord til smedet, og bønderne var forpligtet til på skift at stille en karl til rådighed for smeden.

Hans Nielsen Smeds omvendelse er skrevet med af hans oldebarn Stephan M. Mikkelsen og lyder: 

"Den fortæller, at en dag kom en mand fra Vrønding (Tamdrup sogn) over til Hans Nielsen for at få stævnet til smede, da han skulle have en vogn beslået. Det blev aftalt, hvilken dag arbejdet skulle påbegyndes, og at manden sende sin karl til hjælp i smedet (jfr. ovenfor om bysmeden). Og inden manden gik hjem sagde han til Hans Nielsen: "Du må passe på du ikke bander, eller gør noget for min karl er hellig, og hvis du kommer i med ham kan du ikke stå dig". Det skulle Hans Nielsen nok passe på". (Hegnsvad s. 30-31). 

Det kom til at gå således, at når karlen kom ind på åndelige emner, blev smeden tavs. Den næste dag fik smeden degnen og sognefogden til hjælp.

Det hjalp dog ikke, for karlens ord: "Du skal tænke på evigheden", havde gjort et sådan indtryk på smeden, at han ikke kunne glemme det. Karlen der blev sendt over til Hans Nielsen Smed, var sandsynligvis Peder Frandsen, som på det tidspunkt menes at have tjent i Vrønding. Der er dog ingen sikker dokumentation for at det var Peder Frandsen. Det skal også bemærkes at omvendelsberetning, er nedskrevet ca. 100 år efter den fandt sted, så der kan være opstået ændringer i den.

Omvendelsen skulle have fundet sted år 1797, fra det år vides der med sikkerhed, at Peder Frandsen holdt møder hos Hans Nielsen Smed.

Hans Nielsen Smed havde et stridbart sind og stædig sind, han forstod heller ikke at forhandle med myndighederne. Det er nok en af grundene til at der kom så mange stridigheder, mellem de vakte og myndighederne i Korning. Hans Nielsen Smed var endivier modtagelig over for de sværmerier, som nogle kvinder i Korning begyndte med. De sværmerier var skyld i at han holdt som bysmed i 1811. Efter den tid smede han kun for omvendte. Han holdt dog fast ved sine synspunkter, på trods af udpantninger, tugthus og til sidst tvangsfjernelse af børn. Det sidste blev dog ikke til noget, bl.a. på grund af de strenge tider i landet. Han var stædig og kompromisløs og rede til at gøre alt for troens skyld, om det så var hensynet til familien.

 Vurdering og sammenfatning af mændene bag vækkelsen

 Det fremgår klart af den korte gennemgang, af de mænd der stod bag vækkelsen, at de var forskellige. Det var både med hensyn til almen viden, social status og temperament.

Den største forskel er på Peder Lauersens lyse og åbne sind, og så Peder Frandsen og Hans Nielsen Smeds mere indadvendte og kompromisløse holdninger.

Med hensyn til evner og almen viden var der også stor forskel , og det er atter i Peder Lauersens favør. Det samme kan siges om den sociale baggrund, Peder Lauersen var selvejerbonde. Peder Frandsen var tjenestekarl. For Hans Nielsen Smeds vedkommende betød det at han var bysmed, at han havde en vis nøglefunktion i landsbyen; men han var alligevel i "lommen" på bønderne som lønnede han med naturalier.

Det er vigtigt at have øje for disse forskelle, mår vi skal se på den senere udvikling i de 3 områder.

En ting havde 3 personer til fælles, de blev vakt ved en personlig omvendelse. For Peder Frandsens vedkommende var det oplevelsen i Værum kirke. For Peder Lauersen var det efter et sygeleje, og for Hans Nielsen Smeds vedkommende var mødet med Peder Frandsen. Peder Lauersens omvendelse var dog ikke så pludselig som de 2 andres. Den var en mere langstrakt proces, som begyndte med stavnsbåndet ophævelse og som så siden kulminerede under et sygeleje. Der skal også til de 3 omvendelse bemærkes, at Peder Frandsen var den eneste som havde direkte kontakt med pietismen.

_________________

1. Jakobsen s. 20-23 Hegnsvad vækkelser s. 181

2. Emanuel Thygesen 1703-64. Købte Mattrup i 1755. Hans nevø Thyge Jesperde Thygersen 1738-1832 arvede godset i 1764. Jakobsen s.20-21 og 147.

3. Niels Sørensen Vedel 1691-1779. Jakobsen s. 20 og 148. Lindhard s. 29. Hegnsvad vækkelser s. 181. Thomsen s. 8.

4. Niels Nielsen (Bundgaard), sognefoged i henved 50 år. Thyssen s. 1153.

5. Holm s. 69-71. Jakobsen s. 53-62. Hegnsvad Bjerger s Herd. s. 383.

6. Jakobsen s. 105-114. Hegnsvad s. 30-46. Hegnsvad vækkelser s. 191-206.